Opdræt af kanariefugle

Belgien er kendt for opdræt af kanarier gennem århundreder. Dette land har også sin sangkanarierace, kaldet Waterslager eller Mechelse-sangeren opkaldt efter byen Mechelen i Flandern. Antagelig er racen mellem 100-200 år gammel.
I modsætning til harzeren lægges der vægt på, at fuglen er stor og langstrakt. De skal være rent gule eller rent hvide. Sangen er mere højtklingende end harzersangen med et mere metallisk klangindhold. Der er intet krav om, at sangen skal foredrages med lukket næb. Standarden for Waterslageren indeholder 17 ture. Interessen for racen ud over Belgien og dele af Holland er stærkt stigende. Dette skyldes til dels, at den udstilles på verdensudstillingerne arrangeret af C.O.M. (Confederation Ornithologique Mondial). Derved får de forskellige landes befolkninger mulighed for at stifte bekendtskab med racen. Selv i Danmark er der dukket Waterslagere op, men ganske få opdrættere har taget dette udfordrende og krævende job op.
Waterslagerens sang kan til en vis grad minde om nattergalesang. Sammenlignet med harzersang vil denne sang være mere hård og fremført med mere kraft, så den derved virker højere. Waterslageren har en større variation end harzeren, selv om Waterslageren selvfølgelig ikke løbende fremfører alle 17 ture. Sangen klinger i retning af kanariens oprindelige sang sunget mere lidenskabeligt og vildt. Til gengæld virker den ikke så behagelig for vort øre som den mere bløde sang hos harzeren. Dette skyldes øjensynlig den skingrende og metalliske, klaprende lyde. Turene benævnes f.eks. Klokkende wa-terslag (klukkende vandløb), bollernde waterslag (buldrende vandløb) rollend waterslag (rullende vandløb), knorren, metalslag (metalklang), tjokken, floeten, gluck, klingel, klingelrolle og waterrolle. Opdrætterne forsøger til stadighed at forbedre de forskellige ture og bestræber sig på, at de forskellige ture ikke falder bort, som det er sket for harzerens vedkommende.